Jeg er ikke en stakkel
jeg er ikke en stakkel
Jeg er tværtimod stolt af mig selv! Jeg er en pisse hamrende modig, sej kvinde, der tør går imod de kvalmende, dræbende normer, som mange andre hænger fast i og som langsomt kvæler al følelse af flow, spontanitet, frihed og livsglæde. Jeg nægter at gå med på illusionen af, at det er mig der er noget galt med, fordi jeg ikke vil have stress, ikke vil tage til takke med et middelmådigt arbejdsliv og ikke vil lukke ned for livet, fordi det er svært og skræmmende.
Det er interessant som der i vores kultur er en virkelig dybdegående overbevisning om hvad der er skidt og hvad der er godt. Eller hvad der er lutter og hvad der er lagkage, som Anja Vintov plejer at udtrykke det.
Skilsmisse, fyring, stress, økonomisk usikkerhed og midlertidig bolig er per definition skidt.
At have en mand/kæreste, et job, styr på økonomien og et stabil boligsituation er per definition godt.
Selv mennesker der ser sig selv som livsnydere, som frigjorte fra normer og jantelov og vores kulturelle værdinormer smasker ofte direkte ind i godt-og-skidt fælden. Indtil i går mig selv inklusive.
For i går gik det op for mig, at selvom jeg er nylig skilt, uden job (og med flere fyringer indenfor det sidste år) på sygedagpenge, med en psykologhenvisning i lommen, en usikker fremtid, hvor jeg lige nu er nødsaget til at trække på min opsparing for at leve og et hjem, der ikke byder på så meget luksus og behag, som den store parcel jeg boede i oppe i Birkerød, så er mit liv mere ægte i dag, end det har været i mange år.
Så uagtet min “situation” er jeg ikke en stakkel, det er ikke synd for mig.
Mange har fortalt mig, at jeg bliver syg, fordi jeg ikke kan stille mig tilfreds og at jeg ved at tilpasse mig normerne, ved at begrænse mig og ikke “forlange så meget” vil få det meget bedre.
Det er løgn! Det er ikke sådan det er, det er lige omvendt.
Jeg bliver syg AF at stille mig tilfreds, at at tilpasse mig normerne og lade være med at forlange for meget af livet. Jeg bliver syg af at holde mig selv nede, af at undertrykke mig selv, af hele tiden at prøve at passe ind i værdi normer og rammer, der overordnet blokerer livsglæden og FLOW’et
Så det er jeg holdt op med. Jeg er holdt op med at tro på at livet skal være surt og hårdt og indeholde en eller anden grad af “suck it up” for at kan komme igennem.
Vi tror livet skal være sådan, fordi vi tror vi kun er “rigtige” hvis vi i en eller anden grad passer i en kulturdefineret ramme, så vi forsøger at tilpasse os. Samtidig forsøger vi instinktivt at undgå, at livet kommer til at gøre ondt. Vi ligger låg på følelserne, undskylder os med børnene, haven, hækken eller vejret. Når vi mærker utilfredsheden hiver vi “alt kan jo ikke være sjovt” kortet frem, både overfor andre og overfor os selv. Vi lusker os middelmådigt igennem tilværelsen, mens vi kigger hovedrystende og trøstende på dem, der ikke kan passe ind, dem hvor livet hiver og niver og vi ønsker dem oprigtigt, at de kunne finde ud af at lade sig nøjes, at de kunne passe ind.
Men jeg skal sige dig en ting. Hvis det at have det godt og leve et godt liv betyder at leve de fleste dage med middelmådighed og stillen sig tilfreds, så skal jeg ikke takker jeg pænt nej til det gode liv, jeg vil bruge og bruges, jeg vil ikke gå igennem livet, uden at mærke det, med alt hvad det har at byde på.
Det er bevist at man ikke kan lukke selektivt ned for følelser, du kan ikke kun være glad. Glæde kommer med en åbenhed overfor også at være ked af det. Hvis du kun vil tillade dig selv et liv, der giver dig en lille smule smerte og sorg, så tillader du helt automatisk også dig selv et liv, der kun giver dig en lille smule glæde og kærlighed.
Jeg er ikke bange for smerte og sorg, jeg er bange for ikke at mærke livet.
Så selvom mit liv lige nu er skræmmende og usikkert og ukendt, så er det mere ægte end det var, da jeg havde mand, hus, hund og job. Jeg er lykkelig for, at jeg endelig har turde tage hånd om det, at jeg endelig har turde slippe alt det, der gjorde mig syg, at jeg endelig tør begynde at skabe et liv der leves, fremfor et, der bare overleves.
Hvad du gør med dit liv er dit valg, men jeg vil være glad, om du lader være med at se på mig som en, der skal reddes tilbage til middelmådigheden. Jeg har været der, det var ikke for mig.
jeg er ikke en stakkel
Jeg er tværtimod stolt af mig selv! Jeg er en pisse hamrende modig, sej kvinde, der tør går imod de kvalmende, dræbende normer, som mange andre hænger fast i og som langsomt kvæler al følelse af flow, spontanitet, frihed og livsglæde. Jeg nægter at gå med på illusionen af, at det er mig der er noget galt med, fordi jeg ikke vil have stress, ikke vil tage til takke med et middelmådigt arbejdsliv og ikke vil lukke ned for livet, fordi det er svært og skræmmende.
Det er interessant som der i vores kultur er en virkelig dybdegående overbevisning om hvad der er skidt og hvad der er godt. Eller hvad der er lutter og hvad der er lagkage, som Anja Vintov plejer at udtrykke det.
Skilsmisse, fyring, stress, økonomisk usikkerhed og midlertidig bolig er per definition skidt.
At have en mand/kæreste, et job, styr på økonomien og et stabil boligsituation er per definition godt.
Selv mennesker der ser sig selv som livsnydere, som frigjorte fra normer og jantelov og vores kulturelle værdinormer smasker ofte direkte ind i godt-og-skidt fælden. Indtil i går mig selv inklusive.
For i går gik det op for mig, at selvom jeg er nylig skilt, uden job (og med flere fyringer indenfor det sidste år) på sygedagpenge, med en psykologhenvisning i lommen, en usikker fremtid, hvor jeg lige nu er nødsaget til at trække på min opsparing for at leve og et hjem, der ikke byder på så meget luksus og behag, som den store parcel jeg boede i oppe i Birkerød, så er mit liv mere ægte i dag, end det har været i mange år.
Så uagtet min “situation” er jeg ikke en stakkel, det er ikke synd for mig.
Mange har fortalt mig, at jeg bliver syg, fordi jeg ikke kan stille mig tilfreds og at jeg ved at tilpasse mig normerne, ved at begrænse mig og ikke “forlange så meget” vil få det meget bedre.
Det er løgn! Det er ikke sådan det er, det er lige omvendt.
Jeg bliver syg AF at stille mig tilfreds, at at tilpasse mig normerne og lade være med at forlange for meget af livet. Jeg bliver syg af at holde mig selv nede, af at undertrykke mig selv, af hele tiden at prøve at passe ind i værdi normer og rammer, der overordnet blokerer livsglæden og FLOW’et
Så det er jeg holdt op med. Jeg er holdt op med at tro på at livet skal være surt og hårdt og indeholde en eller anden grad af “suck it up” for at kan komme igennem.
Vi tror livet skal være sådan, fordi vi tror vi kun er “rigtige” hvis vi i en eller anden grad passer i en kulturdefineret ramme, så vi forsøger at tilpasse os. Samtidig forsøger vi instinktivt at undgå, at livet kommer til at gøre ondt. Vi ligger låg på følelserne, undskylder os med børnene, haven, hækken eller vejret. Når vi mærker utilfredsheden hiver vi “alt kan jo ikke være sjovt” kortet frem, både overfor andre og overfor os selv. Vi lusker os middelmådigt igennem tilværelsen, mens vi kigger hovedrystende og trøstende på dem, der ikke kan passe ind, dem hvor livet hiver og niver og vi ønsker dem oprigtigt, at de kunne finde ud af at lade sig nøjes, at de kunne passe ind.
Men jeg skal sige dig en ting. Hvis det at have det godt og leve et godt liv betyder at leve de fleste dage med middelmådighed og stillen sig tilfreds, så skal jeg ikke takker jeg pænt nej til det gode liv, jeg vil bruge og bruges, jeg vil ikke gå igennem livet, uden at mærke det, med alt hvad det har at byde på.
Det er bevist at man ikke kan lukke selektivt ned for følelser, du kan ikke kun være glad. Glæde kommer med en åbenhed overfor også at være ked af det. Hvis du kun vil tillade dig selv et liv, der giver dig en lille smule smerte og sorg, så tillader du helt automatisk også dig selv et liv, der kun giver dig en lille smule glæde og kærlighed.
Jeg er ikke bange for smerte og sorg, jeg er bange for ikke at mærke livet.
Så selvom mit liv lige nu er skræmmende og usikkert og ukendt, så er det mere ægte end det var, da jeg havde mand, hus, hund og job. Jeg er lykkelig for, at jeg endelig har turde tage hånd om det, at jeg endelig har turde slippe alt det, der gjorde mig syg, at jeg endelig tør begynde at skabe et liv der leves, fremfor et, der bare overleves.
Hvad du gør med dit liv er dit valg, men jeg vil være glad, om du lader være med at se på mig som en, der skal reddes tilbage til middelmådigheden. Jeg har været der, det var ikke for mig.
