Er du hjælpsom eller tilsidesætter du dig selv?

Jeg har altid været meget hjælpsom. Du ved hende der altid tilbyder at stå hvis der ikke er sidepladser nok og spørger damen der kun skal have en liter mælk, om hun vil foran. Eller når jeg har en hel sæk flasker til automaten, og der kommer en med et par flasker, får han selvfølgelig får lov at aflevere sine flasker, så han ikke skal vente til jeg er færdig.

Det er da vildt flinkt og hjælpsomt og overskudsagtigt!

Eller er det underminerende for det jeg sender ud om mit syn på mig selv og min værdi?

For et par uger siden skulle jeg have byttet nogle ting i Jysk. Jeg havde tre boner og i Jysk kan de kun behandle én bon som én transaktion. Ekspedienten var ny og noget langsom. Mens han er i gang med første bon kommer en anden kunde op til kassen. Hun skal bare have en enkelt ting. og min første indskydelse er, at hun lige kan komme foran mig. Jeg tager mig selv i det og beslutter, at denne gang vil jeg gøre noget andet. Jeg vil sætte mig selv først. Mine ekspeditioner tager noget tid og alt i mig skriger for at lade den anden kunde komme foran mig, men jeg modstår.

Vel ude af butikken går det op for mig, at min evige hjælpsomhed slet ikke er hjælpsomhed.

Det er tilsidesættelse af mig selv!

Jeg sætter andres tid og behov før mine egne.

Jeg giver andre mere plads end jeg giver mig selv.

Derudover så agerer jeg ud fra en antagelse om, at modparten ikke kan tage vare på egne behov. Nok fordi jeg selv kan have svært ved det samme… Havde kvinden i køen haft travlt, så var det hendes ansvar at tage vare på sit behov og spørge om hun kunne komme foran. Den der har behovet har ansvaret.

Det leder mig til et anden oplevelse som viser, at det ikke altid er en god ide at tilbyde hjælp, uden at være bedt om det:

For noget tid siden havde jeg på en uddannelse mødt en kursist som jeg svingede rigtig godt med. Den ene dag var der praktisk undervisning og det lå ret dumt for offentlig trafik. Jeg overvejede om jeg skulle spørge hende om hun ville hentes på Høje Tåstrup station, så hun ikke skulle rode med busser, men nåede frem til, at hun måtte spørge mig om et lift hvis hun ville have et. Da vi dagen efter mødtes til undervisning sagde jeg til hende at jeg gerne ville have givet hende et lift. Hendes svar overraskede mig. Hun havde været bange for om jeg ville tilbyde hende et lift, for det var vigtigt for hende selv at finde vej.

Jeg har altså et mønster med tilsidesættelse af mig selv i situationer hvor det slet ikke bliver forventet af mig. Jeg tænker det bunder i at jeg tidligere har haft svært ved at tage min plads og udtrykke mine behov, så jeg agerer ud fra at andre har det på samme måde. Det er der også mange der har, men det giver ikke mig ret til at antage hvad de har brug for, hvad der er bedst for dem i en given situation.

Jeg arbejder hårdt på at tage min plads, at vise mig selv at jeg også har ret til at være her og jeg kan mærke at mit selvværd vokser for hver gang jeg beholder det jeg har ret til, i stedet for at tilbyde det til andre.

Med tiden håber jeg at kunne føle mit eget værd så meget, at jeg kan mærke hvor jeg kan byde ind med hjælp – og hvordan – uden at tilsidesætte mig selv og uden at fratage andre ansvaret for deres egne behov.

For jeg vil gerne være en der giver mere end hun tager, men jeg har endelig indset, at det kan jeg kun være, hvis jeg forstår at give til mig selv først.