Hvad har du lyst til?
Hvad har du lyst til?
“Jeg burde stå op og få noget ud af dagen.
Jeg skal selvfølgelig i vandet, nu sommerhuset er så tæt på stranden.
Fantastisk cykelvejr. Det vil være spild ikke at tage en tur ud på raceren.
Eller, i hvert fald skal jeg gå en tur langs stranden.
For jeg kan da ikke sidde indenfor og lave ingenting.
Slet ikke i det her gode vejr. Solen skal nydes når den er der.
Jeg skal for resten også have handlet.
Og købt brænde.
Hvis jeg alligevel ikke har så meget energi, så kan jeg få kigget på den workshop eller skrevet videre på mit foredrag. Eller måske læse på altanen, så får jeg alligevel noget ud af dagen”
Ovenstående er et udpluk af min indre dialog da jeg vågnede i morges… Forstå mig ret, jeg elsker både at bade, gå, cykle, læse, nyde solen, arbejde med workshop og foredrag og at læse, men jeg er ikke stor fan af “burde” og “skulle” gøre dem.
“Burde” og “skulle” er begreber der fjerner os fra nuet. Det er begreber der eksisterer når vi tror vi kan gøre noget forkert, er bange for at gå glip af noget eller lever med overbevisningen om at der ikke er nok (Sol, ferie, penge, kærlighed). Når hjernen er i fremtiden er vi ikke længere i forbindelse med nuet, med os selv eller med det omkring os, for fremtiden eksisterer ikke, det gør kun nuet og det er kun i nuet vi kan opleve ægte kontakt til os selv, til andre og til alt omkring os.
Det at være bevidst om nuet og øve sig i at leve derfra, er ikke det samme som altid at gøre det man har lyst til. Der er hverdag med job, madpakker og familie sammenkomster. Nogle gange er det rigtige at tage “en for holdet” eller det kan vise sig at noget man virkelig ikke havde lyst til, faktisk var lige præcis hvad man havde brug for.
Men, hvis du øver dig i at være bevidst og nærværende i nuet, vil du begynde at kunne give dig selv mere plads i alle situationer. Du vil opdage at der ofte er frihed og handlemuligheder steder, hvor du før har følt dig fanget og fastlåst.
Jeg endte med at lave yoga i sengen, gå ned og bade og sidder nu med morgenmaden til frokosttid. Jeg har imens jeg har skrevet dette nydt synet af et egern der bor i træet overfor, blevet skræmt af en kæmpe flyve-bille-ting og nydt (nyder) et orkester af fuglekvidder. Jeg har skrevet en indkøbsliste men har ikke planlagt at tage ned og handle. Jeg har skrevet dette blogindlæg, men ved ikke om jeg poster det.
For lige nu har jeg lyst til mere kaffe og der er opstået et akut behov for solcreme!