Mit håb for 2018 og mit ønske for dig
Mit håb for 2018 og mit ønske for dig
Jeg blev forleden vist en annonce på Facebook, hvor en Amerikansk kvinde inviterede mig til et gratis webinar, hvor jeg ville lære hvordan jeg skaffede i tusindvis af kunder uden brug af Facebook annoncer.
Selvom jeg smilede af ironien, så gjorde det mig samtidig en smule mismodig. For hvad skal der til, for at jeg får mit budskab igennem? Hvordan gør jeg mine evner og min tilgang synligt i strømmen af forslag til hvordan det er muligt at blive fri af frygt, stres, skam, usikkerhed og hvad der ellers begrænser livets fulde udfoldelse?
Jeg kender ikke svarene på mine egne spørgsmål. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg er nødsaget til at prøve, til at give det alt hvad jeg har og håbe, at det er nok.
For mig er det ikke et spørgsmål om hvorvidt jeg kan leve af, at hjælpe andre til at gøre sig fri af det, der begrænser dem. Det er et spørgsmål om hvordan jeg kan skabe et liv, hvor jeg bringer mig og min viden mest mulig i spil, til gavn for flest mulige mennesker.
Jer der har fulgt mig ved, at de sidste par år har bragt mig vidt omkring. 2017 har bragt mig tilbage på benene, jeg har fundet min balance, min integritet og ikke mindst min passion.
Min åbenhed for at lade livet strømme igennem mig og have tillid til processen, har vist mig vejen til her, hvor jeg står nu. Nu tager 2018 over om et øjeblik og et helt nyt kapitel bliver definitivt åbnet for mig, et kapitel der vil udfordre mig og lede mig til nye niveauer af indsigt og personlig vækst.
Jeg vil give alt hvad jeg har for at fortsætte med at gå igennem min frygt, når den viser sig, og blive ved med at vise min sårbarhed, når jeg er bange for at blive afvist. Jeg vil have tillid til at det er nok til at åbne for at jeg kan give alt det jeg har videre.
Jeg ønsker for dig og dine nærmeste at 2018 bliver et år, hvor frygt og begrænsninger bliver ophævet og livet får lov til at ånde i al sin skønhed, løftet mod mere flow, nærvær, selvkærlighed og overskud.
Kærlig hilsen
Diane
P.S. Har du læst e-bogen? Den praktiske introduktion til hvordan du gør dig fri af dine begrænsende overbevisninger? Hvis ikke kan du få den lige her